Lidt om Frøkenen

Mit billede
MOR til 2 SKØNNE unger, Lille-pigen fra juli 07 og Lille-manden fra april 09. Når tiden og lysten er til det, strikker og syr jeg gerne, eller laver andre kreative ting, fx. smykker.

fredag den 28. august 2009

TRÆT.....

UHHH, Jeg bliver SÅ TRÆT i hovedet. Jeg synes ikke der er meget hjælp at hente fra manden. Han arbejder og træner og det er da også det "eneste" der ville stå i hans "gerninger fra hverdagen". Jeg synes jeg står med det hele selv.
Mit sure opstød kommer også efter en aften, hvor jeg var alene med ungerne, og samtidig ikke er helt frisk selv. Alt hvad jeg gør herhjemme er efterhånden (sådan føles det i hvert tilfældet) en selvfølge, så nu prøver jeg lige at remse op hvad jeg nåede i går.

Gav Ida morgenmad
Gav Ida tøj på
Jeg styrketrænede i fitnesscenteret
ammede Emil et utal af gange
handlede ind
talte med dagplejekontoret
hentede Ida i dagplejen
lavede perler med Ida
bagte boller/brød
lavede mad
spiste aftensmad med Ida
Havde Ida og Emil i bad
Puttede begge børn
Ordnede køkkenet
Tømte, fyldte og satte opvaskemaskinen over
Satte en tøj vask over
Ryddede op i stuen

Da der var ryddet op og der var ro, lavede jeg en kande the og satte mig lidt foran computeren lidt, og så kom manden hjem.
Han forventer blot at der er mad, spiser det, uden at takke for maden (er det så meget at forlange???) og uden overhovedet at kommentere at der rent faktisk ikke ligner der er sprunget en bombe i vores hus..... Han spørger heller ikke til samtalen med dagplejekontoret eller med dagplejen....
Skal dog lige nævne at han har taget sokker, sko og is-poser med hjem til mig, og jeg er meget meget glad for det, selvom jeg ikke kan passe skoene. :-)

Men for at det ikke skal være løgn, så går han bare rundt om sig selv her til morgen, mens den lille græder, den store vil ikke have tøj på og vi er i øvrigt sent på den. Jeg skulle have været til spinning, men må droppe det, da tidsplanen skrider. Og da han opdager at jeg bliver hjemme, ja så pakker han da lige sit træningstøj, for så kan han da lige nå at træne inden job....FEDEST.

Hvordan får jeg ham til at indse at han skal hjælpe lidt til?
Jeg mener tøjet vasker jo ikke sig selv, det hopper ikke selv ud på tørrestativerne, for ikke at snakke om at det heller ikke selv folder sig og hopper ind i skabet. Nullermændene går ikke væk af sig selv, maden laver ikke sig selv og jeg kunne blive ved.
Jeg har sikkert også noget af skylden selv, fordi det bare er endt med at det er mig, der gør mange af tingene. Men dermed ikke sagt at det er rimeligt, for det synes jeg ikke det er.

Samtidig så er jeg blevet den her, sure, brokkende og ikke særlig kærlige (overfor ham) kvinde - som jeg slet ikke har lyst til at være.

Er i gang med at læse "familiens projektleder siger op" - og kan virkelig se at den passer på vores familie i 9 ud af 10 tilfælde...håber bare jeg kan nå at "sige op", inden det er for sent!